Med Trafic vender Tati tilbage til de landlige glæder, som var så tydelige i hans to første film. Her opstiller han en tankevækkende kontrast: det planløse, tilfældige driv som et meningsfuldt alternativ til kapitalismens målrettede og tvangsprægede rytme. Derfor spiller dokumentariske elementer en større rolle – blandt andet de optagelser af bilister, som han overtog fra sin oprindelige medinstruktør, Haanstra. Samtidig lukkes en ny social figur ind i Tatis univers: hippien. Begge elementer får endnu større plads i hans sidste film, Parade.
Kritikeren Michel Chion har beskrevet Trafic som ”en rejse mellem to steder, der i virkeligheden ikke findes. Paris er en motorvejsafkørsel og et hjørne af en plads, man kun ser et glimt af; Amsterdam reduceres til en udstillingshal. Kun selve rejsen er virkelig.” Det eneste sted i filmen, der føles solidt og forankret, er derfor den hollandske garage ved en kanal – et fredfyldt åndehul, hvor intet særligt sker. Her repareres lidt på biler, og der udspilles en grovkornet, men morsom spøg: nogle lokale hippier laver en frakke, der ligner PR-kvinden Marias lille hund, som hævn for, at hun næsten har kørt en anden hund ned.
Denne lille hændelse peger tilbage til hendes gennemgående utålmodighed. Hendes skarpe højresving, når hun går, gør hende næsten mistænkelig i Tatis univers – i PlayTime var det netop de bløde, tilfældige kurver, der symboliserede menneskelighedens sejr over mekanisk orden. I garage-episoden smitter uordenen hende: Hulot spilder blæk på hendes solbriller, og da hun bagefter får mekanikeren til at pudse usynlige pletter på campingvognen – en gestus, der minder om Madame Arpels pedantiske pudsning af bilen i Min Onkel – opdager hun sin egen fejl og bryder ud i latter.
Pointen er klar: kaos og fejl er ikke bare noget, der skal undgås, men noget, der kan give livet farve. I dette lille pusterum får både Maria, filmen og publikum mulighed for at trække vejret og opdage, at uorden kan være en kilde til glæde og menneskelig varme.
I Trafic bliver denne pause ved kanalen et billede på filmens budskab: at midt i jagten på effektivitet og fremdrift kan det meningsfulde ligge i det stillestående, det tilfældige og det planløse. Det er et øjeblik, hvor Tati minder os om, at mens moderniteten måler fremskridt i hastighed, ligger livets rigdom ofte i de små, uventede omveje.
