I 1971 besøgte instruktør og skuespiller Jacques Tati Dallas, hvor han mødte journalisten Bobbie Wygant. Anledningen var premieren på hans nyeste film Trafic, og i dette interview fortæller Tati om filmens idé, sit syn på modernitetens mekanik og den vedvarende charme ved Monsieur Hulot.
Interviewer (INT):
Hr. Tati, vi er meget glade for at have Dem her i Dallas til at deltage i denne nye Marcus Fortnight. I morgen aften, som på det tidspunkt dette interview sendes, er mandag aften, får vi premieren på Deres nye film Trafic. Den vises i Fine Arts Theater. Før vi taler om den, vil jeg sige, at jeg er en stor beundrer af Monsieur Hulot, og jeg er begejstret for, at han vender tilbage på det store lærred.
Hvad er udgangspunktet for Trafic?
Jacques Tati (JT):
Når jeg laver en film, kan jeg sjældent tale for meget om selve manuskriptet. Kritikerne siger nemlig ofte, at der ikke rigtig er nogen historie. Det er den ene ting. Den anden er, at jeg altid forsøger at forsvare mennesket og dets personlighed – at vise, at mennesker ikke er låst fast i de ting, der bliver opfundet til dem. Det gjorde jeg også i PlayTime, hvor jeg brugte en stor moderne bygning, men forsøgte at vise, hvordan mennesker alligevel kunne være sig selv – måske endda fløjte, hvis de havde lyst.
I Trafic er det bilerne, det handler om. En lille bilfabrik i Frankrig har lavet en campingbil designet af Monsieur Hulot – en lidt skør, men opfindsom vogn. Man kan sove i den, tage brusebad og lave morgenmad. Filmen handler om, at denne bil skal transporteres fra Paris til en biludstilling i Amsterdam. Men allerede på vej ud af Paris begynder problemerne: trafikken, grænseovergangene i Belgien og Holland, og så videre. Til sidst når de frem, men udstillingen er lukket. Historien er ikke så vigtig – man kan ikke drømme sig væk i den – men jeg prøver at give publikum noget. Når de bagefter kører i deres egen bil og ser de andre bilister, håber jeg, de får et lille smil. Det er derfor, jeg laver filmene.
INT:
Jeg husker tydeligt Hr. Hulots ferie – det var første gang, jeg stødte på Dem. Det virker altid, som om alt mekanisk er ude på at besejre Hulot. Er det også sådan i Deres eget liv?
JT:
Ja, til en vis grad. Mange tror, at jeg er imod moderne arkitektur, men det ville være dumt at mene, at vi skal bygge gamle, uhygiejniske hospitaler i stedet for moderne. Det er ikke sådan. Jeg synes bare, at alting i dag bliver så mekanisk. Når man færdes i trafikken, er der lys, pile, regler og forbud, der hele tiden styrer én. Folk bliver nødt til at følge de systemer, der er lavet for dem. Jeg er ikke absolut imod – men jeg ønsker at give plads til fri tænkning. Den unge generation føler det samme; de mærker, at alt bliver reguleret.
INT:
Når De selv ser Deres film, griner De så meget?
JT:
Det er et godt spørgsmål. Ja, nogle gange – men ofte på en anden måde. Jeg sidder altid mere anspændt, fordi jeg er nervøs for publikums reaktion. Jeg tror, jeg ville grine mere, hvis jeg kunne sidde helt alene til en visning. Når man arbejder ærligt med en film, er man altid lidt bange for, hvordan den bliver modtaget.
INT:
Jeg husker, da jeg så Hr. Hulots ferie første gang, at jeg måtte tilbage i biografen både anden og tredje gang for at se slutningen – fordi jeg grinede så meget, at jeg græd og ikke kunne se lærredet. Af alle de film, De har lavet, er der så en, som De er særligt stolt af?
JT:
Jeg laver film, som en mor får børn. Den første klarede sig godt til eksamen, og så kommer den næste. For mig er PlayTime den film, jeg er mest tilfreds med – ikke nødvendigvis den, som folk lo mest af, men den, hvor jeg virkelig fik sagt det, jeg ville.
INT:
Den udkom i 1967, ikke sandt?
JT:
Jo, men den blev aldrig vist her. Jeg lavede den i 1967, ja. For mig var det en film, der åbnede et stort vindue: publikum kunne se og opleve handlingen frit uden at blive peget hen til en bestemt vittighed.
