Når Jacques Tati lavede film, tog han sig god tid. Ikke fordi han var doven – tværtimod – men fordi hver eneste detalje skulle overvejes nøje. Der gik hele tre et halvt år fra Les Vacances de Monsieur Hulot havde premiere i 1953, til optagelserne af Mon Oncle gik i gang i september 1956. Men pausen skyldtes ikke bare, at han puslede med nye ideer.
I årene mellem de to film oplevede Tati, hvad det vil sige at blive berømt. Han blev inviteret verden rundt, modtog tilbud fra alle kanter og blev en slags magnet for unge, kreative kræfter. Én af dem var Pierre Étaix, der senere blev en kendt instruktør og komiker i egen ret. Han blev Tatis assistent og har en lille – og uforglemmelig – scene i Mon Oncle, hvor han efterligner en kylling. En anden var Jean-Claude Carrière, som fik sin debut med at skrive romanversionen af Fest i feriekolonien – og senere skrev en bogudgave af Mon Oncle. Tati hentede også den unge forfatter Jean L’Hôte ind som manuskriptforfatter på Mon Oncle, hvor han arbejdede sammen med Tati selv og hans faste samarbejdspartner Jacques Lagrange.
Men det var ikke kun kunst og kreativitet, der fyldte i Tatis liv på det tidspunkt. Han stod også midt i en række personlige og økonomiske udfordringer. En alvorlig bilulykke i 1955, juridiske konflikter med tidligere producenter og tabet af store dele af det originale filmmateriale fra Fest i feriekolonien gjorde ikke livet lettere. Samtidig havde han familiære bekymringer og måtte håndtere sin fars tilbagetrækning fra familiens gamle rammeforretning – en proces, der endte med, at Tati solgte over 700 billedrammer til gallerier rundt omkring i verden. Hans far døde, netop som Min oncle var ved at være færdigklippet.
Alt dette danner bagtæppe for Mon Oncle, og det er svært ikke at se sporene i filmens temaer. For under den humoristiske overflade handler filmen i høj grad om familierelationer, generationsforskelle og det moderne samfunds forandringer. Især forholdet mellem børn og voksne – og mellem mennesket og teknologien – optog Tati dybt.
Han var fascineret og skeptisk over for den moderne verden, han så vokse frem omkring sig i 1950’ernes Frankrig: parcelhuse, automatiserede køkkener, maskiner og dimser, der skulle gøre livet nemmere, men ofte gjorde det mere besværligt. Bilerne fylder meget i filmen – ligesom de fyldte mere og mere i landskabet dengang.
Allerede i sin første film, Jour de fête, havde Tati leget med temaet om modernitetens indtog. Men i Min oncle blev det hele sat i system. Filmens begyndelse og slutning rammes ind af byggerod og nedrivninger – et billede på en verden i forandring, som Tati både betragtede med undren og varme.
