Forestil dig at sidde under en uendelig stjernehimmel, mens bålet knitrer, og vinden bærer toner af længsel og eventyr gennem natten. Det er netop den stemning, Sons of the Pioneers indfangede – og derfor kan man ikke tale om klassisk westernmusik uden at nævne dem.
Gruppen blev dannet i 1933 af Roy Rogers, Bob Nolan og Tim Spencer. Tre mænd, der egentlig bare ville synge cowboy-sange sammen – men som i stedet kom til at forandre en hel genre. De skabte harmonier, der både var stærke og maskuline, men samtidig bløde og følsomme. Det var nyt, og det ramte noget i folk.
Bob Nolan var hjertet i meget af musikken. Hans baggrund – fra Canada til Boston og videre til Arizonas ørken – satte sig i hans sange. Man kan næsten mærke både skønheden og den barske vildskab i det vestlige landskab, når man hører hans “Cool Water” eller “Tumbling Tumbleweeds”. Sidstnævnte blev hurtigt gruppens signaturmelodi – et kærlighedsbrev til det åbne og ensomme cowboyliv.
Tim Spencer gik en lidt anden vej. Han begyndte først at skrive sange, efter gruppen var dannet. I starten var hans stil sentimental, men under indflydelse af Bob Nolan fandt han sin egen stemme. Resultatet blev klassikere som “Blue Prairie” og “The Everlasting Hills of Oklahoma”, der maler billeder af prærien på en måde, som stadig rører lyttere i dag.
I 1940’erne nåede gruppen deres kunstneriske højdepunkt. Med skiftet til RCA Victor fik de bedre produktion og flere muligheder for at eksperimentere. Netop indspilningerne fra 1945-47 står som et monument i westernmusikkens historie – sange fyldt med længsel, humor, poesi og åndelighed. Fra det lune “Cowboy Country” til det eftertænksomme “Will There Be Sagebrush In Heaven”.
Sons of the Pioneers formåede noget særligt: at fange både cowboyens styrke og hans sårbarhed. De viste, at westernmusik ikke bare var støv, heste og revolvere – men også drømme, tro og dyb menneskelighed.
Hører du selv western- eller countrymusik? Og har du et favoritnummer, der fanger den der særlige følelse af vidder og frihed?
