Adventens rødder
Advent (fra latin adventus Domini – Herrens komme) er ventetid og forberedelse til julen. Jesu fødsel er et af kristendommens vigtigste begivenheder, og allerede i 400-tallet voksede tanken frem, at man burde forberede sig grundigt over flere uger. I år 604 fastlagde pave Gregor den Store fire adventssøndage for Rom, og først efter Tridentinerkoncilet i 1500-tallet blev dette bindende for hele den katolske kirke.
Kun de violette messeklæder i kirken minder os i dag om, at advent tidligere – ligesom fastetiden før påske – var en lukket tid med bod og faste. Man skulle spise enkelt, bede og gøre gode gerninger. Festligheder som dans og musik i gæstgiverier var forbudt. Selvom fasten officielt blev afskaffet i 1917, holdt man sig på enkelte sydtyrolske bondegårde stadig til en mere nøjsom adventstid i mange år derefter.
En tid uden stress
I dag forbinder vi ofte advent med travlhed, men sådan har det ikke altid været. Julen var i århundreder ikke et gaveorgie, men udelukkende en kirkelig højtid. Dengang var det de tidlige morgenmesser (Rorate), arbejdet med krybben, hjemmearbejder som spinding, knipling og træarbejde, der prægede advent i Sydtyrol.
Meget af det advents- og julebrauchtum, vi kender i dag, kom først til fra slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet. Derfor kan man med rette sige, at adventen dengang var mere stille og fredfyldt end resten af året – og måske netop derfor fik tilnavnet ”årets mest stille tid”.
Vidste du, at…
- I middelalderen var advent en streng fastetid, hvor dans og musik var forbudt – en kontrast til nutidens julemarkeder og koncerttravlhed.
- Ordet Rorate kommer fra en gammel latinsk messe, der begynder med ordene “Rorate caeli desuper” – ”Dug, himmel, fra oven”.
- Betegnelsen ”den mest stille tid på året” stammer fra netop denne roligere livsrytme i ugerne før jul.
